Bag om billedet - “Aalborg i Rødt”
Dette billede er på mange måder et af de vigtigste, jeg har taget. Ikke kun fordi jeg var så heldig at stå det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt og fange et motiv, der siden har fået stor anerkendelse – men fordi det blev startskuddet til noget langt større og mere betydningsfuldt end selve billedet.
“Aalborg i Rødt”
- Mellem Broerne, Nørresundby 5/3 2020
Fujifilm X-T3 - 35mm F/2 WR
Historien bag billedet
Tilbage i 2020, midt i mit personlige fotoprojekt, hvor jeg hver dag forsøgte at indfange hverdagens små øjeblikke, fangede jeg en solnedgang over Aalborg, der badede byen i et dybt rødt skær, spejlet i det blikstille vand i Limfjorden. Dette billede var ikke resultatet af en nøje planlagt fototur, men rent og skær tilfælde, da min kone og jeg tog en omvej fra Vestbyen til Netto på Vesterbro og endte på Nørresundbysiden – tilfældigvis på første parket til en af de smukkeste solnedgange, vi havde set.
Som så mange gange før delte jeg billedet på sociale medier. Det fik tusindvis af likes, blev delt vidt og bredt – fra TV2 Nord og Aalborg Kommune til Enjoy Nordjylland og Aalborg City.
Men ét like betød mere end alle de andre - min mors.
Min mor var næsten altid den første til at reagere, få sekunder efter jeg havde lagt et billede op. En rimelig flot bedrift i sig selv, når man tænker på, hvor mange år hun havde brugt på bare at lære at sende en simpel sms!
I en tid, hvor hun – ligesom så mange andre mennesker under pandamien – isolerede sig selv derhjemme en stor del af tiden blev mine billeder et lille vindue ud til verden uden for. De blev et lille pusterum. Et lille glimt af Aalborg. En påmindelse om, at verden stadig var smuk, selv når den føltes som om den for en stund stod helt stille.
Da hun var særligt begejstret for netop dette billede, besluttede jeg at give hende et indrammet print i 50x70 cm i fødselsdagsgave, da hun fyldte 65. Det var på det tidspunkt det største – og dyreste – billede, jeg havde fået lavet.
Men det var det hele værd, da jeg så hendes reaktion i døråbningen – Intet antal af likes på nettet kunne måle sig med den følelse!
Få minutter før gaven blev givet - et billede af en glad og stolt dreng på vej hjem for at overraske sin mor!
Det første og sidste billede
Dette Aalborgbillede var langt fra det sidste, jeg fik printet. Men det blev desværre det sidste, min mor nåede at opleve. Senere samme år blev hun, uden varsel, taget fra mig.
I lang tid efter havde jeg svært ved at dele mine billeder. Jeg gjorde det stadig – men det gjorde ondt. Det gik hurtigt op for mig, at det handlede om mere end bare billeder. Det handlede om at dele min hverdag, mine oplevelser og mit liv med hende. Pludselig gik det op for mig, hvor stor en del af min fotografering hun egentlig havde været. Hver gang jeg lagde et billede op manglede der noget vigtigt…
“Jonna Rosenørn de Lasson synes godt om dit billede”
Hvert et billed blev pludselig en påmindelse om, hun ikke længere var her.
Det var en mørk og svær tid, men i stedet for at lade sorgen tage glæden ved at fotografere fra mig, valgte jeg at bruge fotografiet som en måde at arbejde med den på!
Gennem årene havde flere opfordret mig til at lave en udstilling, og da jeg pludselig blev kontaktet med muligheden for at udstille i Haraldslund Vand- og Kulturhus, var det som om, der var nogle brikker, der faldt på plads i mig.
Det var ikke blot et ikonisk sted i Vestbyen - vores nabolag! Det var i gåafstand fra min mors lejlighed, og havde hun været i live, ville hun have været der, så snart det første billede var blevet hængt op!
Samtidig havde jeg længe haft en drøm om at donere billeder til Aalborg Sygehus som en tak for deres utrolige indsats gennem årerne, særligt tilbage i 2017 hvor jeg nær havde mistet mit livs kærlighed - hvilket jeg tidligere har skrevet om her.
Så i 2022 – knap to år efter hendes død – udvalgte jeg 20 af mine favoritbilleder fra Aalborg til min første store udstilling i Haraldslund - Et Glimt af Aalborg -, som efterfølgende blev doneret til Aalborg Sygehus.
Alt sammen dedikeret til min mor.
Hun ville have været stolt af at se billederne hænge på væggene i hendes nabolag.
Hun ville have været stolt af, at de kunne bringe ro og forundring til mennesker, der havde allermest brug for det.
Og hun ville have været stolt af at vide, at hendes kærlighed og opbakning ikke bare var med til at skabe billederne – men også mennesket bag kameraet.
Giv det videre
“Aalborg i Rødt” er et af de vigtigste billeder, jeg har taget. Ikke fordi det i sig selv fortæller en stor historie, men fordi det blev begyndelsen på en. En historie om at dele den skønhed, glæde og kærlighed, vi møder i hverdagen.
Min mors reaktion på billedet betød mere for mig end noget andet, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke ville ønske, jeg stadig kunne dele mine billeder med hende. Hendes død er og bliver en stor sorg. Men hendes liv – og måske også hendes måde at møde mine billeder på – inspirerede mig samtidig til at dele endnu mere.
Siden har jeg modtaget utallige hjertevarme og rørende tilbagemeldinger gennem mine udstillinger, som også har ført til en række foredrag. Her er historien om min mor blevet en central del af min fortælling – som et eksempel på, hvordan kreativitet kan være en vej ind i sorgen, og hvordan man kan vende den til noget positivt.
I dag er mine fotografier ikke længere kun en måde at bearbejde tabet af min mor på.
De er en hyldest til hende!
P.S.
Det sidste billede, min mor så, var hverken et råt gadebillede fra Aalborg eller en dramatisk solnedgang over Limfjorden.
Det var en simpel Snapchat med et billede af min kones gravide mave, set fra siden.
Det var ikke bare det sidste billede – men også den sidste besked, jeg sendte til hende aftenen før hun døde.
Der er mange ting, jeg ville ønske, jeg havde nået at sige, hvis jeg havde vidst det.
Men når jeg tænker over det, kunne jeg næppe have sendt noget mere meningsfuldt end netop dét:
Et glimt af hvad fremtiden havde i vente:
Hendes søn, der skulle være far.
Og et barnebarn, hun nåede at elske – men aldrig fik muligheden for at møde.
Jonna Rosenørn de Lasson - 22/04 1955 - 11/12 2020
Tak for alt
(Dette er en af de få billeder jeg har af min mor, og et af de billeder der betyder allermest for mig. Jeg elsker kærligheden i hendes øjne i det hun hilser på min lille nevø. Hvor end hun er nu, så bilder jeg mig selv ind at det er sådan hun kigger ned på mine egne børn nu.)
