Juni - 2026 - 7+1
Juni er en måned, de fleste forbinder med sommer, sol og synet af festglade studenter i gadebilledet. For mit vedkommende har juni i mange år været en underlig måned at komme igennem. Men i år fik juni også en ny betydning.
Den 24. juni for tyve år siden ringede min mor og fortalte, at vi havde fået besked på at skynde os ud på sygehuset. Min far havde været indlagt de sidste par uger, men nu stod det rigtig skidt til.
Jeg var selvfølgelig klar til at smide alt, hvad jeg havde i hænderne, for at komme derud hurtigst muligt. Problemet var bare, at jeg var ude at køre studenterkørsel et godt stykke nord for Aalborg, og vi manglede stadig ét stop, før bussen satte kursen mod byen igen.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forklare mine festglade gymnasiekammerater situationen… så jeg lod helt være. I stedet satte jeg mig for mig selv, mens bussen kørte mod det sidste stop.
Kort tid efter ringede min lillesøster. Hendes grådkvalte stemme fortalte mig hele beskeden, inden hun nåede at sige et eneste ord.
“Han er død… Far er død.”
Ingen bemærkede, at jeg sad for mig selv. Den høje musik overdøvede lyden af min gråd, som jeg desperat forsøgte at holde tilbage, mens mine klassekammerater uvidende festede videre. Hele min verden krakelerede omkring mig. Aldrig før havde jeg følt mig så langt hjemmefra, så alene og så bange. Og alligevel var dette kun begyndelsen.
Selvom det med årerne er blevet lettere, så gør juni måned stadig ondt. Det er ikke kun en evig påmindelse om den dag, men også om alt det, der kunne have været, og alt det, vi aldrig fik. Vores far fik aldrig fornøjelsen af at se sine børn blive voksne, få børn og skabe deres egne liv. Og vi fik aldrig muligheden for at dele alle de øjeblikke med ham.
Vi klarede os. Det var hårdt, men vi havde trods alt hinanden.
På 20-årsdagen for vores fars død valgte min lillesøster at skabe et nyt minde på netop den dato. At give den en ny betydning og se fremad.
Hun valgte – i al hemmelighed – at blive gift med sit livs store kærlighed. Ingen gæster. Kun dem selv, deres lille dreng, som stadig lå trygt i min søsters mave, og to vidner: min kone og mig.
Jeg fik lov til at forevige dagen med mit kamera. Men det, der betød allermest, var, at jeg også fik æren af at føre hende op ad kirkegulvet. Det skulle have været min far. Men vi fandt en vej, præcis som vi har gjort så mange gange gennem de sidste tyve år – på egen hånd og på vores egen måde. Og selvom det virkede en anelse fjollet at gå op af kirkegulvet i en tom kirke, så gik jeg alligevel derfra med følelsen af at vores forældre ville have været stolte.
Tillykke til min søster og svoger med kærligheden.
Det første og vigtigste billede i min Lucky 7 fra juni er fra netop denne dag – en dag, jeg fremover håber at tænke tilbage på med glæde.
Juni vil nok altid gøre lidt ondt. Men fra i år vil den også minde mig om kærligheden, om familien og om, at selv de tungeste datoer kan få en ny betydning.
Denne måneds ekstrabillede er et billede af en af mine yndlingsbåde – Skarven. En lille båd, der har stået på land i Fjordbyen, så længe jeg kan huske. For mig er den et lille ikon fra Aalborg Vestby. Et stykke lokalhistorie, et levn fra noget, der engang var, og et motiv, jeg er vendt tilbage til igen og igen gennem årene.
Faktisk har den sneget sig med på to af mine fotoudstillinger.
Men alting har en ende. Da jeg gik forbi den sidst, var den begyndt at falde sammen. Om det er tidens tand, eller om en besøgende med samme klatrelyst som min søn – men med lidt for mange kilo på bagen – til sidst fik bugt med båden, skal jeg ikke kunne sige.
Én ting ved jeg dog: Jeg er virkelig glad for, at jeg nåede at forevige dette lille fartøj, mens det stadig stod der.
