September - 2026 - 7+1
Jeg havde håbet, at september ville byde på lidt mere ro efter en hektisk august. Sådan skulle det ikke gå. Endnu en måned i højt tempo lærte mig dog noget vigtigt: Pauser er ikke nødvendigvis noget, man får forærende. Nogle gange er man nødt til selv at tage dem. Her er mine syv udvalgte billeder fra september – og en ekstra historie om, hvordan jeg pludselig endte på den anden side af kameraet.
Da jeg afsluttede mit forrige blogindlæg for august, skrev jeg om en måned, der havde været usædvanligt hektisk. Der havde ikke været mange åndehuller, men dem, jeg havde haft, var guld værd.
Det var de små ture med kameraet. De tidspunkter, hvor jeg kunne trække stikket fra alt, hvad der skete omkring mig, gå en tur og bare være nærværende.
Jeg sluttede derfor august med et håb om, at september ville give lidt mere plads til netop den slags pauser.
Men sådan blev det heller ikke i denne måned.
Budgetforhandlingerne i Aalborg Kommune gik ind i deres afgørende fase, og usikkerheden omkring mit fysioterapeutiske arbejde fyldte endnu mere end før!
Det betød, at de åndehuller, jeg havde håbet på, ikke ligefrem kom af sig selv.
Til gengæld begyndte jeg at gøre noget, som jeg egentlig ikke har været særlig god til længe: Jeg begyndte bevidst at prioritere dem.
I stedet for at vente på, at der opstod et hul i kalenderen, besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg ud med kameraet.
Ikke fordi jeg nødvendigvis havde tid til det. Men fordi jeg havde brug for det.
Og hver eneste gang, jeg gjorde det, blev jeg mindet om, hvorfor fotograferingen betyder så meget for mig.
Det gav mig mulighed for at koble fra, få lidt afstand til de ting, der fyldte, og rette opmærksomheden mod noget helt andet.
Det er nok også den vigtigste erfaring, jeg tager med mig fra september:
Pauser er ikke noget, man får forærende. Det er også noget, man selv skal tage.
Og måske er det netop i de perioder, hvor vi føler, at vi har allermindst tid til pauser, at vi har allermest brug for dem.
Anyways, det resulterede i en blandet landhandel af billeder fra ture med familien, på egen hånd og, nå ja, min højgravide lillesøster, der gerne ville have taget lidt billeder, inden den bette meldte sin ankomst.
September bød også på en lidt anderledes oplevelse med kameraet. For en gangs skyld var det nemlig mig selv, der skulle stå foran det. Og det er bestemt ikke dér, jeg føler mig mest hjemme!
Som jeg tidligere har fortalt, har budgetforhandlingerne i Aalborg Kommune fyldt rigtig meget i min hverdag. Mit team, Team Træning, stod til at blive reduceret fra ni medarbejdere til blot to, og vi havde desperat brug for at få politikernes opmærksomhed.
Efter et godt råd fra en politiker besluttede jeg mig derfor for at lave en video, hvor jeg selv forklarede, hvad Team Træning egentlig laver, og hvorfor vores arbejde er vigtigt.
Selvom jeg efterfølgende har fået ros for at virke naturlig foran kameraet, kan jeg afsløre, at det bestemt ikke føltes sådan! Jeg er vant til at holde foredrag, men at tale direkte ind i en kameralinse er noget helt andet. Faktisk opdagede jeg, hvor meget arbejde der rent faktisk ligger i at “virke naturlig”!
Og selvom selve optagelserne kun tog knap to timer, lå der en hel weekends arbejde med manuskript, planlægning, test af udstyr og efterfølgende redigering bag.
Det blev en spændende anledning til at genopfriske mine gamle videofærdigheder, men også en øjenåbner for, hvor effektivt video kan være som medie.
Men gjorde det så en forskel?
Ja! På knap tre minutter lykkedes det mig at gøre noget vores egen forvaltning, diverse tillægskriv og facebook opslag indtil nu ikke havde formået - at forklare hvem og hvad Team Træning er, og videoen har i skrivende stund rundet 6.300 visninger. Ikke dårligt for en eller andet tilfældig fyr, der fortæller om et fuldstændigt ukendt kommunalt tilbud!
Men det vigtigste var, at budskabet nåede frem. Og jeg fik utallige positive tilkendegivelser fra politikere både på Facebook, og ved den første budgetbehandling hvor flere kom hen til os for at fortælle, hvor godt videoen havde forklaret vores arbejde!
Videoen var selvfølgelig kun en lille del af en langt større indsats, hvor mine kollegaer også har knoklet for at skabe opmærksomhed omkring Team Træning.
Og heldigvis lykkedes det os at gøre en forskel.
I stedet for at blive reduceret fra ni medarbejdere til to, endte besparelsen med en reduktion til fem.
Det er stadig et kæmpe tab, både for medarbejderne og ikke mindst for de borgere, der fremover får mindre adgang til vores hjælp. Men samtidig er jeg utrolig stolt over, at vi sammen har været med til at sikre, at Team Træning fortsat lever videre som et tilbud i Aalborg Kommune.
Når det er sagt, så synes jeg det er en lidt underligt situation at stå i lige nu. For i skrivende stund ved jeg ikke, om jeg selv bliver en af dem, der får lov til at bære Team Træning videre. Det får oktober lov til at vise!
Men uanset hvad der sker, er jeg stolt af vores fælles indsats. Jeg er stolt af mit Team og jeg kunne ikke have ønsket en sejere flok kollegaer at kæmpe sammen med igennem al det her!
Tak for jer, Team Træning!
