Februar - 2026 - 7+1
Anden måned i dette års fotoprojekt er gået, og vinteren holder stadig fast. Selvom det kan være både besværligt og koldt – og nogle gange næsten uoverskueligt – at begive sig ud ad døren, især med et kamera i hånden, så klager jeg ikke. For vinteren (læs: sne – ikke det gråbrune mørke, som ellers præger størstedelen af vinterhalvåret i Danmark) gør noget helt særligt ved det velkendte og mondæne i hverdagen.
Ligesom tåge, som jeg er stor fan af, er sne med til at barbere motiverne ned til deres essens: kontrasterne mellem det hvide lag og det, der får lov til at stikke frem. Og når jeg siger “får lov”, så mener jeg det. I sidste ende er vi alle underlagt naturen. I bedste fald kan vi acceptere den og tilpasse os; i værste fald kan vi forsøge at kæmpe imod – vel vidende, at det blot er et spørgsmål om tid og intensitet, før naturen vinder.
Billedet af den snedækkede bil er et af mine favoritter fra februar, netop fordi det illustrerer den pointe. Og så hård en vinter har vi trods alt heller ikke haft.
Jeg er taknemmelig for den ydmyghed, moder natur minder mig om i hendes nærvær – og for at kolde fingre fra en fototur heldigvis hurtigt bliver varme, når man kommer hjem igen.
For anden måned i træk er mit lille ekstrabillede et sort-hvidt øjeblik fra hverdagen. Ikke noget spektakulært – bare et lille udsnit fra en ganske almindelig lørdag formiddag i en småbørnsfamilie.
Det usædvanlige er dog motivet: to små drenge, der bare ligger og slapper af. Ingen der klatrer på ting, de ikke må, kæmper med sværd eller er i gang med løbetur nr. 72 rundt om spisebordet.
Jeg tager ellers hundredvis af billeder af mine børn hver måned, men netop dette motiv er omtrent lige så sjældent som Loch Ness-uhyret, den afskyelige snemand og Bigfoot... der optræder på samme billede!
Derfor føles dette øjeblik også lidt som et sjældent naturfænomen, der bare måtte dokumenteres - ellers ville ingen tro på mig!
